Udsatte borgere får en ny chance på arbejdsmarkedet i Odense
Projektet, der hedder ”En ny start for flere”, samler kræfterne fra Odense Kommune, Carelink Gruppen, Den Sociale Kapitalfond og flere andre partnere for at skabe en skræddersyet indsats for de deltagende borgere.
”Vi har borgere, der har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år. Det er både en udfordring for dem selv og for kommunen. Derfor er vi glade for at kunne afprøve nye metoder, der kan gøre en reel forskel,” fortæller Chef for jobrehabilitering, Rikke Pelle Jensen i Odense Kommune.
Projektet strækker sig over tre år og har til formål at hjælpe 80 borgere med komplekse udfordringer, som har været på offentlig forsørgelse i over otte år.
Kommunen slipper for regningen
Projektet er finansieret som en social effektinvestering. Det betyder, at kommunen ikke betaler for indsatsen, medmindre den viser målbare resultater. Den Sociale Kapitalfond står for finansieringen og løber dermed den økonomiske risiko.
”Vi har valgt den her model, fordi vi her kan afprøve en nytænkende indsats uden at belaste kommunens økonomi på forhånd. Hvis projektet virker, kan vi måle resultaterne og sikre, at det faktisk gør en forskel for borgerne – og samtidig giver værdi for kommunen,” siger Rikke Pelle Jensen.
Også interessant i et større perspektiv
Projektet bliver vurderet ud fra flere forskellige resultater og markerer et skift væk fra beskæftigelsesindsatser, der primært handler om aktiviteter. I stedet måles indsatsen på, hvad der reelt hjælper den enkelte borger med at komme i arbejde.
“I projektet måler vi effekten på konkrete resultater, som hvor mange borgere der kommer i arbejde og fastholder deres job over tid. På den måde sikrer vi, at indsatsen skaber reel og varig værdi for den enkelte borger, samtidig med at vi kan dokumentere og evaluere de sociale og samfundsøkonomiske gevinster,” udtaler Caroline Jaksland, Senior Investment Manager i Den Sociale Kapitalfond.
Samarbejde er nøglen
Carelink Gruppen har ansvaret for at udføre indsatsen, der blandt andet omfatter personlig coaching, jobsamtaler og støtte i hverdagen. Men projektet afhænger af et tæt samarbejde mellem alle parter – fra kommunen til de boligsociale aktører.
”Det er samarbejdet mellem os alle, der gør projektet muligt. Vi har hver vores rolle, men vi deler det samme mål: At hjælpe borgerne med at få en stabil hverdag og en plads på arbejdsmarkedet,” siger Kenneth Lindberg, direktør for sociale effektinvesteringer i Carelink Gruppen.
Skudsikkert koncept
Projektet bygger på en velafprøvet model, der allerede har vist gode resultater andre steder i landet. Erfaringer fra lignende projekter i Randers og Kolding har vist, at personlige og helhedsorienterede forløb kan hjælpe flere borgere med at bryde ledigheden og finde varig beskæftigelse.
De tidligere projekter har ikke kun overgået forventningerne, de har også skabt besparelser for kommunerne allerede i projektperioden. Det er særligt bemærkelsesværdigt for en målgruppe, der står langt fra arbejdsmarkedet, hvor de største økonomiske gevinster ofte først ses på længere sigt.
Læring til fremtidige indsatser
Ud over at hjælpe de 80 deltagere i gang skal projektet også bidrage med ny viden til kommunens beskæftigelsesindsatser.
”Vi bruger projektet som en læringsmulighed. Erfaringerne herfra kan bruges til at styrke vores tilgang til beskæftigelse generelt og sikre, at vi bliver bedre til at hjælpe flere borgere på sigt,” fortæller Rikke Pelle Jensen.
Fakta om projektet
- Projektet løber over tre år og er et samarbejde mellem Odense Kommune, Carelink Gruppen, Den Sociale Kapitalfond, Landsbyggefonden, Impactly og Socialt Udviklingscenter
- 80 borgere, der har været på offentlig forsørgelse i mere end 8 år, deltager i indsatsen
- Succes måles ved, at deltagerne opnår minimum 15 ugers beskæftigelse om året sammenlignet med de seneste tre år
Kontaktpersoner:
Kenneth Lindberg
Direktør for sociale effektinvesteringer
Carelink Gruppen
Tlf.: 30579852
Mail: lin@carelink.dk
Caroline Jaksland
Senior Investment Manager, Sociale Effektinvesteringer
Den Sociale Kapitalfond Effekt Management
Tlf. 31 15 13 15
Mail: cja@socialkapitalfond.dk
Rikke Pelle Jensen
Chef for jobrehabilitering
Odense Kommune
Tlf.: 51145119
Mail: rpj@odense.dk