• Om os

          Carelink Gruppen er Danmarks største velfærdkoncern og løfter opgaver inden for alle velfærdsområder. Vores fundament bygger på virksomheder, der har mere end 20 års praksiserfaring inden for hvert sit fagområde. Vi har derfor både bredde og tyngde i vores faglighed og de indsatser, vi leverer.

          Vi har et ønske om at skabe en rød tråd imellem alle vores indsatser på tværs af alle fagområder og indsatsbehov. Vi sætter borgeren i centrum og gør det nemt og smidigt at modtage vores ydelser.

          Læs mere

Carelink Gruppen overtager børne- og ungehjemmene Mind-Move

Carelink Gruppen, Danmarks største udbyder af velfærdsydelser vil med opkøb af Mind-Move sikres bedre sammenhæng mellem indsatser og ydelser til gavn for udsatte børn og unge.

Mind-Move er et børne- og ungehjem, der i årevis har ydet støtte og omsorg til børn og unge, som har brug for en specialiseret social indsats og skoletilbud. Med Carelink Gruppens opkøb af Mind-Move bliver det muligt at forene begge organisationers faglige ekspertiser og kompetencer ved at skabe en fælles platform og en rød tråd til gavn for børn og unge med komplekse behov, deres pårørende og kommunerne.

En styrket indsats

Carelink Gruppen har i flere år hjulpet borgere og kommuner gennem ydelser inden for børne- og ungeområdet, herunder rådgivning til familier og børn i eget hjem, specialindsatser for børn med spiseforstyrrelser og skolevægring, særforanstaltninger for særlig udsatte og truede unge samt behandling på psykiatriske hospitaler, hvor der både tilbydes udredning og behandling. Med opkøbet af Mind-Move udvides både kompetencer og kapacitet i Carelink Gruppen.

“Vi er meget glade for at byde Mind-Move velkommen i Carelink Gruppen. Udvidelsen styrker vores sammenhængende tilgang i indsatsen for unge, som vi mener er til gavn for børn, unge, forældre og kommuner. Med vores eksisterende tilbud og Mind-Moves specialiserede indsatser kan vi skabe en bredere palet af tjenester, der støtter barnet, den unge og familien på tværs af livsfaser”, udtaler Brian Rosenberg, CEO, i Carelink Gruppen.

Ny standard for transparent og kvalitet

Carelink Gruppen vil med overtagelsen af Mind-Move være med til at sætte en ny standard for arbejdet med anbringelser af børn- og unge i botilbud. Det sker med fokus på gennemsigtighed om priser og økonomi, ligesom en faglig standard sikres ved dokumentation af effekt og borgerens personlige udvikling. Dette skal sikre en fortsat høj faglig kvalitet i indsatserne og hjælpe de udsatte børn og unge ud fra et kontinuerligt og længerevarende perspektiv.

Carelink Gruppen overtager alle forpligtelser, medarbejdere ligesom den nuværende ledelse fortsætter.

“Vi er glade for at blive en del af Carelink Gruppen, da det betyder, at vi nu har mulighed for at tilbyde de udsatte børn, unge og familier endnu mere støtte gennem et bredere udvalg af tilbud, hvilket er afgørende for både barnet og den unge, men også hele familiens trivsel”, udtaler stifter af Mind-Move Heidi Aasborg og Maria Sandberg.

FAKTA CARELINK GRUPPEN:

Carelink Gruppen A/S er i dag Danmarks største udbyder af velfærdsydelser inden for social-, sundhed- og beskæftigelsesområderne.

Carelink Gruppens formål er at understøtte og udvikle det danske velfærdssystem. Vi tror på, det gør en forskel, når det offentlige og det private samarbejder og supplerer hinanden.

I 2023 arbejdede Carelink sammen med 87 kommuner og samtlige regioner.

Carelink hjalp 8000 ledige og sygemeldte ind på arbejdsmarkedet. Derudover arbejder virksomheden med forebyggende indsatser mod mistrivsel for børn og unge, med at reducere ensomhed blandt ældre og med rådgivning og kompetenceudvikling af medarbejdere og organisationer inden for den offentlige sektor.

Carelink Gruppen A/S er ejet af en række danske investorer, medlemmer af direktionen, en lang række ledende medarbejdere og bestyrelsens medlemmer.

For yderligere information kontakt: Brian Rosenberg, CEO, Carelink Gruppen Tlf. 25 40 35 35

FAKTA Mind-Move:
Mind-Move ApS har siden 2017 drevet bostedsvirksomhed under Servicelovens § 66 og § 107 målrettet børn og unge mellem 5 og 23 år. Den primære målgruppe er uledsagede indvandrerbørn, men Mind-Move tager ligeledes imod børn med andre baggrunde, der har behov for et nyt hjem.

Selskabet driver 4 bosteder i Århus Kommune med plads til 33 børn og unge i alt. Bostederne er indrettet som almindelige hjem i traditionelle familiehuse, hvor børnene har egne værelser, mens køkkener, stuer og øvrige faciliteter er fælles. Bostederne er placeret i almindelige villakvarterer og børnene går i folkeskole og dyrker fritidsaktiviteter i lokale foreninger.

Selskabet beskæftiger 34 medarbejdere og leverer desuden diverse serviceydelser og undervisning inden for socialområdet i søsterselskabet Mind-Move Behandling ApS.

Mind-Moves grundlæggende formål er at bistå de danske kommuners velfærdstilbud på børne- og ungeområdet, så udsatte børn og unge kan få en god opvækst i trygge rammer.