Carelink Gruppen overtager HjemmeHjælpen A/S og styrker indsatsen for tryg og nær hjemmepleje i hovedstadsområdet

Carelink Gruppen har i dag overtaget HjemmeHjælpen A/S og byder dermed mere end 400 nye medarbejdere og ca. 2.500 borgere velkommen i Carelink.

HjemmeHjælpen A/S har siden 2005 leveret hjemmepleje med fokus på nærhed, stabilitet og høj faglighed til borgere i Københavns Kommune, Frederiksberg, Tårnby og Glostrup. Med overtagelsen styrker Carelink Gruppen sin tilstedeværelse i hovedstadsområdet og udvider samtidig sit engagement i hjemmeplejen markant.

Vi glæder os over at kunne byde HjemmeHjælpens borgere og medarbejdere velkommen i Carelink Gruppen. Det er et naturligt og vigtigt skridt i vores udvikling som landsdækkende aktør på hjemmeplejeområdet, og vi ser frem til at videreføre opgaven med nærvær og høj faglighed”, siger Søren Dinesen, administrerende direktør i Carelink Gruppen.

Kendt navn, nyt fællesskab
HjemmeHjælpen A/S fortsætter med det velkendte navn og sit lokale fokus. I en tid med forandringer er det afgørende at skabe stabilitet for både borgere og medarbejdere, og at sikre, at den daglige opgaveløsning fortsætter med nærhed og faglighed.

“Vi ved, at forandringer kan give anledning til usikkerhed – særligt i en opgave, der foregår så tæt på borgernes hverdag. Derfor lægger vi vægt på genkendelighed og kontinuitet. Det er medarbejderne, der hver dag gør forskellen ude hos borgerne, og vi ser et stort potentiale i det hold, der er med videre. Det skal vi understøtte og forløse – sammen og med blik for det, der virker,” siger Søren Lybye, koncerndirektør for Sundhed & Pleje i Carelink Gruppen og ny administrerende direktør i HjemmeHjælpen A/S. Med opkøbet står Carelink endnu stærkere i arbejdet med at levere sundheds- og plejeløsninger i hele landet, både i Jylland og nu i endnu højere grad på Sjælland.

 

Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte:

Søren Dinesen, adm. direktør, Carelink Gruppen
Tlf.: 20 22 37 91
E-mail: sd@carelink.dk

Søren Lybye, koncerndirektør for Sundhed & Pleje i Carelink Gruppen og ny adm. direktør i HjemmeHjælpen A/S
Tlf. 61 61 60 40
E-mail: sly@carelink.dk