• Om os

          Carelink Gruppen er Danmarks største velfærdkoncern og løfter opgaver inden for alle velfærdsområder. Vores fundament bygger på virksomheder, der har mere end 20 års praksiserfaring inden for hvert sit fagområde. Vi har derfor både bredde og tyngde i vores faglighed og de indsatser, vi leverer.

          Vi har et ønske om at skabe en rød tråd imellem alle vores indsatser på tværs af alle fagområder og indsatsbehov. Vi sætter borgeren i centrum og gør det nemt og smidigt at modtage vores ydelser.

          Læs mere

Carelink i nyt stort opkøb: Sikrer milliardomsætning

Efter et hæsblæsende 2021, som bl.a. har bestået af at håndtere covid-19 kviktests i hele Region Syddanmark, udvider Carelink forretningen med et nyt stort opkøb, der både sikrer en national tilstedeværelse og skyder virksomhedens omsætning op i milliardklassen.

”I de seneste år er der sket en gradvis konsolidering i vores branche. Derfor er købet af PersonaleGruppen et naturligt udviklingsskridt for os i retning af en national sundhedskoncern, der kan understøtte og supplere den offentlige sektor,” siger bestyrelsesformand i Carelink, Jens Heimburger.

 

Carelink tilbyder vikarydelser inden for sundhedsområdet og har i dag 5.500 læger, 13.000 social- og sundhedsfaglige medarbejdere og 500 respiratoriske hjælpere tilknyttet. Virksomhedens ydelser har derfor en lang række synergier med PersonaleGruppen:

”Vi har igennem en længere periode haft meget konstruktive drøftelser med Carelink, som deler vores værdisæt og forstår vores virksomhed. Det er derfor min overbevisning, at samtlige af PersonaleGruppens medarbejdere vil finde sig til rette i den nye konstellation, hvor de vil indgå i en af de førende virksomheder inden for sundhedsområdet,” siger Anne Ostenfeldt, der har drevet og ejet PersonaleGruppen sammen med Caroline Aller.


Travlt år og ekspansiv vækststrategi

Siden 2020 har Carelink opkøbt Medflex, der er Danmarks største vikarbureau for læger, og Uni-Care, der er specialiseret inden for specialsygeplejersker og jordemødre i Danmark og Norge. Med erhvervelsen af PersonaleGruppen vokser Carelinks forventede omsætning til 1,2 mia. kr., hvilket placerer Carelink blandt de største og hurtigst voksende virksomheder på sundhedsområdet i Danmark. Virksomheden har dermed erfaringer med tidligere virksomhedsopkøb:

”Vi køber en veldrevet virksomhed med dygtige medarbejdere og vikarer og en kompetent ledelse, som vi har formået at fastholde i transitionsperioden. Det er et oplagt match for os og en styrkelse af vores kompetencer indenfor en række sundhedsfaglige ydelser på både hospitaler, plejehjem og sundhedsklinikker. Med opkøbet har vi nu en størrelse, der vil gøre det muligt for os at byde endnu stærkere ind i udbud på sundhedsområdet,” siger adm. direktør, Brian Rosenberg i Carelink.

For yderligere oplysninger, kontakt

Brian Rosenberg, adm. direktør i Carelink: tlf. 2540 3535.
Jens Heimburger, bestyrelsesformand i Carelink: tlf. 2074 8585.