• Nyheder
  • Foldere og publikationer

Metoder og tilgange

Metoder og tilgang

Hos Mind-Move arbejder vi ud fra et humanistisk og systemisk menneskesyn.
Vi ser hvert menneske som havende iboende potentialer, der udvikles i samspil med andre. Vi tror på, at den unges udfordringer aldrig står alene, men altid skal forstås i den kontekst, de opstår i.

Ud fra vores mål om at skabe “liv i bevægelse” arbejder vi med værdierne faglighed, trivsel, relationer, ordentlighed, udvikling og inddragelse.
Disse værdier præger både medarbejdernes daglige arbejde og vores pædagogiske praksis.

Vores metoder er Pædagogisk Idræt og Løsningsfokuseret Tilgang (LØFT), kombineret med fokus på inddragelse, ADL-færdigheder, livsduelighed og social tryghed.

Mottoet “Et liv i bevægelse” afspejler vores overbevisning om, at aktiv deltagelse i fritid, uddannelse og beskæftigelse er afgørende for trivsel og udvikling.

    Empowerment og inddragelse

    Vi støtter de unge i at blive aktive og handlekraftige aktører i deres eget liv, med udgangspunkt i både Empowerment og Barnets Lov. De inddrages i hverdagsbeslutninger gennem husmøder og individuelle samtaler, hvor de lærer at tage ansvar for deres mål og valg.

    Gennem strukturerede ungesamtaler og udviklingsplaner hjælper vi de unge med at omsætte handleplanens mål til mindre, realistiske delmål – inden for deres zone for nærmeste udvikling. Vi anvender progressionsmålinger til at dokumentere og udvikle vores indsats med både evidens og kvalitative data.

      LØFT-metoden

      Løsningsfokuseret Tilgang (LØFT) er en central del af vores pædagogiske arbejde. Metoden fokuserer på at skabe positive forandringer ved at tage udgangspunkt i det, der allerede virker, og bygge videre på de unges egne succeser. I stedet for at fokusere på problemer stiller vi spørgsmål, der hjælper de unge med at finde deres egne løsninger og strategier.

      Gennem samtaler støtter vi dem i at opdage deres ressourcer, se nye handlemuligheder og finde håb i situationer, der tidligere har føltes fastlåste. LØFT skaber en kultur, hvor de unge føler sig set, hørt og anerkendt for deres indsats og fremskridt.

        Selvbestemmelsesteorien

        Mind-Move bygger også på Selvbestemmelsesteorien, som beskriver tre grundlæggende psykologiske behov, der skal opfyldes for at skabe trivsel og udvikling:

        • Autonomi: At føle sig som herre over eget liv og opleve, at ens valg udspringer fra egne værdier
        • Kompetence: At opleve sig i stand til at mestre udfordringer og lykkes med sine mål
        • Samhørighed: At føle sig forbundet med andre – set, hørt og betydningsfuld i fællesskabet

        Når disse behov bliver opfyldt, skabes indre motivation, udvikling og trivsel.
        Derfor arbejder vi med at styrke de unges oplevelse af autonomi, kompetence og samhørighed gennem inddragelse, LØFT, Pædagogisk Idræt og relationsarbejde.

        Pædagogisk idræt

        Pædagogisk Idræt bruger bevægelse som et redskab til at styrke både trivsel, selvværd og sociale kompetencer. Gennem leg, sport og fysisk aktivitet skaber vi positive oplevelser, hvor de unge lærer samarbejde, respekt og evnen til at håndtere både succes og nederlag.

        Vores medarbejdere inddrager bevægelse i hverdagen – det kan være alt fra boldspil og vandsport til huskelege i forbindelse med indkøb. Målet er, at de unge oplever glæden ved bevægelse og udvikler en sundere livsstil, som styrker både fysisk og mental robusthed.

          En helhedsorienteret tilgang

          Hos Mind-Move ser vi udvikling som et samspil mellem krop, sind og relationer.

          Ved at kombinere fysisk aktivitet, samtaler og inddragelse skaber vi et miljø, hvor de unge kan vokse, tage ansvar og finde troen på egne evner.

            Er du interesseret i at høre mere om Carelink Bosteder?

            Naia Granberg

            Områdechef og visitator

            Tlf: 22 27 72 60

            Email:naia@mind-move.dk