
Nyhed
Carelink i nyt stort opkøb: Sikrer milliardomsætning
Efter et hæsblæsende 2021, som bl.a. har bestået af at håndtere covid-19 kviktests i hele Region Syddanmark, udvider Carelink forretningen med et nyt stort opkøb, der både sikrer en national tilstedeværelse og skyder virksomhedens omsætning op i milliardklassen.
”I de seneste år er der sket en gradvis konsolidering i vores branche. Derfor er købet af PersonaleGruppen et naturligt udviklingsskridt for os i retning af en national sundhedskoncern, der kan understøtte og supplere den offentlige sektor,” siger bestyrelsesformand i Carelink, Jens Heimburger.

Carelink tilbyder vikarydelser indenfor sundhedsområdet og har i dag 5.500 læger, 13.000 social- og sundhedsfaglige medarbejdere og 500 respiratoriske hjælpere tilknyttet. Virksomhedens ydelser har derfor en lang række synergier med PersonaleGruppen:
”Vi har igennem en længere periode haft meget konstruktive drøftelser med Carelink, som deler vores værdisæt og forstår vores virksomhed. Det er derfor min overbevisning at samtlige af PersonaleGruppens medarbejdere vil finde sig til rette i den nye konstellation, hvor de vil indgå i en af de førende virksomheder indenfor sundhedsområdet,” siger Anne Ostenfeldt, der har drevet og ejet PersonaleGruppen sammen med Caroline Aller.
Travlt år og ekspansiv vækststrategi
Siden 2020 har Carelink opkøbt Medflex, der er Danmarks største vikarbureau for læger, og Uni-Care, der er specialiseret indenfor specialsygeplejersker og jordemødre i Danmark og Norge. Med erhvervelsen af PersonaleGruppen vokser Carelinks forventede omsætning til 1,2 mia. kr., hvilket placerer Carelink blandt de største og hurtigst voksende virksomheder på sundhedsområdet i Danmark. Virksomheden har dermed erfaringer med tidligere virksomhedsopkøb:
”Vi køber en veldrevet virksomhed med dygtige medarbejdere og vikarer og en kompetent ledelse, som vi har formået at fastholde i transitionsperioden. Det er et oplagt match for os og en styrkelse af vores kompetencer indenfor en række sundhedsfaglige ydelser på både hospitaler, plejehjem og sundhedsklinikker. Med opkøbet har vi nu en størrelse, der vil gøre det muligt for os at byde endnu stærkere ind i udbud på sundhedsområdet,” siger adm. direktør, Brian Rosenberg i Carelink.
For yderligere oplysninger, kontakt
Brian Rosenberg, Adm. direktør i Carelink: tlf. 2540 3535.
Jens Heimburger, Bestyrelsesformand i Carelink: tlf. 2074 8585.

Brian Rosenberg

Om Carelink
CareLink A/S er et danskejet vikarbureau, der er specialister indenfor formidling af medarbejdere til sundhedssektoren. Virksomheden har hovedsæde i Randers, og to øvrige afdelinger i henholdsvis Aalborg og Aarhus.
Vores grundlæggende værdier: fair, ærlig og troværdig
Vi skatter nære relationer, og den gode personlige kontakt til både medarbejdere og kunder. Fra rekruttering, over formidlingen af engagerede kompetente medarbejdere, og gennem opfølgning på alle vikariater, sikrer vi kvalitet for både medarbejdere og kunder – faglig og personlig udvikling for vores medarbejdere, og altid rette kompetencer, til rette tid og pris for vores kunder.