Carelink genvalgt som landsdækkende leverandør på SKI’s vikaraftale
Carelink er valgt som leverandør på samtlige fem geografiske delaftaler inden for sundhed og omsorg på den kommende SKI-aftale 17.17 Vikarydelser. På fire af delaftalerne er Carelink placeret som leverandør 1.
SKI har offentliggjort de virksomheder, der er blevet tildelt den kommende rammeaftale 17.17 Vikarydelser. Carelink er blandt de valgte leverandører og fortsætter dermed som landsdækkende leverandør af sundheds- og omsorgsvikarer til den offentlige sektor.
Aftalen er opdelt i fem geografiske delaftaler inden for sundhed og omsorg med to leverandører på hver delaftale. Carelink er den eneste leverandør, der er tildelt en plads på samtlige fem.
Carelink er valgt som førsteleverandør i:
- Østsjælland og Bornholm
- Vestsjælland
- Sydjylland og Fyn
- Nordjylland
I Midtjylland er Carelink valgt som andenleverandør. Tildelingen betyder, at Carelink også på den kommende aftale vil være repræsenteret i hele Danmark.
En anerkendelse af den fælles indsats
Genvalget er en vigtig milepæl for Carelink og en anerkendelse af den indsats, som vores vikarer og medarbejdere hver dag yder for at sikre faglig kvalitet, stabilitet og tryghed hos kunderne og de borgere, de hjælper.
Når der opstår akutte eller midlertidige bemandingsbehov, er det afgørende, at offentlige arbejdspladser hurtigt kan få adgang til de rette kompetencer. Med den nye aftale kan kommuner og andre offentlige organisationer fortsat benytte Carelink, når de har behov for kvalificerede vikarer inden for sundheds- og omsorgsområdet.
Den kommende aftale omfatter blandt andet sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere samt en række øvrige sundheds-, pleje- og pædagogiske faggrupper.
Klar til at fortsætte samarbejdet
Hos Carelink ser vi frem til at fortsætte samarbejdet med kommuner og øvrige offentlige arbejdspladser i hele landet. Vi vil fortsat arbejde for at levere den rette faglighed, når behovet opstår, og bidrage til en stabil og fleksibel vikardækning i den offentlige sektor.
Den nye SKI-aftale forventes at træde i kraft den 15. februar 2027.









